CMV retningslinjer og kørestil

1. Cykeladfærd

2. Ansvarsfordeling Rytter vs Kaptajn

3. Formationer

4. Signalgivning: Tegn og kald

5. Diverse

 

1.CMV’s overordnede kodeks for god cykeladfærd er

”Jeg kører ordentligt”

1.1 Med dette kodeks vil CMV signalere og slå fast overfor klubbens medlemmer, sponsorer, andre klubber og øvrige omgivelser, at alle medlemmer i CMV har det sammen overordnede adfærdskodeks. Det enkelte medlem har et selvstændigt og individuelt ansvar for at leve op til adfærdskodekset. Overholdelse af adfærdskodekset er det enkelte medlems berettigelse til at være medlem i CMV, derfor

1.2 CMV ønsker, at alle klubbens medlemmer får så gode cykeloplevelser som overhovedet muligt. Det skal ske gennem den måde vi opfører os på når vi cykler. Vi skal tage et personligt ansvar for vores egen adfærd, og vi skal tage et medansvar for andre medlemmers adfærd. Vi cykler med respekt for den trafik vi færdes i; med respekt for alle andre trafikanter; med respekt for den natur vi kører i; med respekt for medlemmernes individuelle ønsker og formåen og sidst men ikke mindst, vi cykler alle med respekt for færdselsloven.

 

 

1.3 Sikkerhed

Den kørselsmæssige sikkerhed skal ved hver træning være i fokus. Vi skal for enhver pris undgå uheld. Derfor er det vigtigt, at alle ryttere kender og accepterer disse regler, og at de overholdes – hver gang.
Det overordnede ansvar for sikkerheden på hver tur ligger hos kaptajnen, men alle ryttere har et stort individuelt og fælles ansvar for at turene forgår sikkert og trygt. Vi skal køre sikkert, disciplineret og overholde alle aftaler. Ved styrt skal hændelsen rapporteres til sikkerhedsudvalget (Poul Glintborg). Første rapport er kaptajnen ansvarlig for. Efterfølgende rapporterer den enkelte rytter (specielt ved solo kørsel). Følgende rapporteres hvor det er muligt:

Dato

Navn

køn

alder

erfaring

andre

kaptajn

Sted for styrt

Vejtype

Forhold

vejr/lysforhold

beskrivelse

konsekvenser

status efter

årsag

kat

 

Derfor:

Vi overholder altid færdselsloven - også kørsel på cykelstier.
Vi kører altid med cykelhjelm. INGEN CYKELHJELM = INGEN CYKELTUR.
Vi viser hensyn overfor alle andre trafikanter.
Vi signalerer til andre trafikanter, at vi har set dem og at vi tager hensyn til dem, f.eks. fodgængere, heste, modkørende og overhalende biler.
Vi kører efter forholdene og tilpasser vores hastighed.
Vi signalerer i god tid ved forhindringer forude f.eks. huller i vejen, holdende og modkørende biler.
Vi signalerer i god tid ved kryds og samler holdet når alle er kommet over.
Vi holder ordentlig afstand til hinanden og sørger for at undgå pludselige opbremsninger, pludselige baneskift og andet der kan skabe uro og medføre uheld.
Vi drikker og spiser når vi ligger bagest i gruppen.

Ingen tricykel i gruppen.



1.4 Etik

I CMV er vi så heldige, at vi har Danmarks mest spændende og udfordrende terræn omkring Viborg at cykle i. Det stiller krav til den måde vi cykler sammen på, og den måde vi hjælper hinanden på. Samtidig har vi også Danmarks smukkeste natur lige udenfor døren, og det er en natur vi i CMV vil værne om. 
Vi har en række sponsorer som støtter vores klub, og vi repræsenterer CMV og vores sponsorer, når vi cykler i vores klubtøj. Uanset om det er i klubregi eller ikke. Dårlig cykeladfærd må på intet tidspunkt kunne forbindes til CMV og vores sponsorer.

Derfor:

Vi undlader at provokere andre - vi hilser altid pænt på andre trafikanter.
Vi holder naturen ren – vi efterlader ikke affald af nogen art i naturen.
Vi samler holdet efter hver bakke, der skal ventes eller vendes om.
Vi hjælper hinanden og venter på hinanden ved uheld/defekt. 
Vi kører på de ”svagestes” præmisser.
Vi efterlader ingen alene ude på ruten. Alle skal med hjem i god behold. Dog, såfremt en rytter ønsker at forlade gruppen og vedkommende er frisk, skal det respekteres.
Vi anvender ikke forbudte stoffer i forbindelse med arrangementer i CMV.
Vi indtager ikke alkohol i forbindelse med vores cykelture.

2. Ansvarsfordeling Rytter vs Kaptajn

For at sikre en så god og sikker træningstur som muligt, vil der til hvert hold være en ansvarlig kaptajn, der har det overordnede ansvar for turens planlægning og gennemførelsen.

Der påhviler dog alle ryttere et INDIVIDUELT og KOLLEKTIVT ansvar for, at turen gennemføres så sikkert og så smidigt som overhovedet muligt. Derfor er det vigtigt, at alle ryttere KENDER, ACCEPTERER og LØSER de opgaver, der er i forbindelse med hver enkelt træningstur.

2.1 Kaptajn

  • Kaptajnen er holdets leder og er ansvarlig for hele turens planlæggelse, gennemførelse og hele holdets adfærd under turen.
  • Kaptajnen skal sikre, at alle kører efter de forudsætninger der er defineret for det pågældende hold, f.eks. turens længde, hastighed, opvarmning og træningspas.
  • Kaptajnen orienterer om turen indhold, hvor turen går hen og hvor lang tid turen forventes at tage.
  • Kaptajnen skal sikre, at alle på holdet får det maksimale ud af træningen.
  • Kaptajnen skal sikre, at alle rytterne på holdet følger klubbens adfærdskodeks og at holdet fungerer socialt sammen.
  • Kaptajnen KAN og SKAL påpege uhensigtsmæssig cykeladfærd, og KAN og SKAL give anvisninger på, hvilken adfærd der ønskes. 
  • Kaptajnen styrer træningen undervejs ud fra de overordnede rammer i CMV’s Træningskoncept (ikke udarbejdet).
  • Kaptajnen sørger for indlæggelse af træningspas på turen og efterfølgende opsamling.
  • Kaptajnen skal sikre, at alle starter samtidig fra klubhuset, og at alle slutter samtidig et passende sted evt. i klubhuset.
  • Kaptajnen foretager sammen med holdet, en evaluering af turen, når holdet er samlet for at spredes.

2.2 Rytter

  • Den enkelte rytter skal sikre sig, at vedkommende vælger det rette hold at træne med den pågældende dag. Det påhviler den enkelte rytter et stort eget ansvar for, at være realistisk i forhold at vurdere sine egne cykelmæssige evner den pågældende dag. Det er ikke altid, at evne og lyst stemmer overens med hinanden.
  • Den enkelte rytter SKAL altid uden tøven og med øjeblikkelige accept følge Kaptajnens anvisninger.
  • Den enkelte rytter skal aktivt medvirke til, at nye medlemmer føler sig velkomne i klubben og får den korrekte støtte og opbakning til at lære god cykeladfærd.
  • Ønsker en rytter at forlade holdet ude på turen, skal Kaptajnen informeres forinden. 
  • Ryttere der ikke følger Kaptajnens anvisninger gentagne gange, kan få besked på at forlade holdet og fortsætte turen alene.
  • Ved defekt, f.eks. punktering, skal der ydes hjælp af andre ryttere. 2 mand hjælper vedkommende der har en defekt.
  • Ved defekt skal Kaptajnen straks orienteres. Kaptajnen beslutter, hvordan turen efterfølgende skal fortsætte.

 

3. Formationer

3.1 Paradekørsel. To-og-to styr til styr. Færdselsloven tillader at man cykler to-og-to, hvor trafikken tillader. Ved skift roterer en af de to forreste ryttere med fingeren og venstre rytter cykler ind foran højre rytter. Venstre kolonne rykker op.

3.2 Rulleskift, altid med uret medmindre kaptajnen beordrer andet. Sidste mand råber ”sidste”.

3.3 Skift fra parade (to-og-to) til  en række (en-og-en). Når der råbes ”en-og-en” fletter man på DGI maner ved at yderste (venstre) række trækker ind bag ved sidemakkeren. (Bemærk at DCU anbefaler at yderste rytter trækker foran sidemakkeren) 

3.4 Vifte. Forreste rytter cykler op i vinden. Efterfølgende ryttere ligger i læ ca. 1-1/2 hjulbredde bag, dog aldrig over midten af vejen.

4. Signalgivning: Tegn og kald

Sikkerhed er altid den vigtigste faktor vi skal tage hensyn til, når vi cykler i CMV. Vi skal tænke SIKKERHED – SIKKERHED – SIKKERHED ind i alle de ture vi gennemfører, og i alle de øvelser vi udfører undervejs.

KLAR OG TYDELIG SIGNALGIVNING ER NØGLEN TIL SIKKER KØRSEL

Derfor er det afgørende nødvendigt, at alle klubbens medlemmer lærer alle signaler at kende, at alle accepterer at signalerne skal afgives, og at alle rent faktisk afgiver de nødvendige signaler. Alle i CMV skal reagerer ensartet på samtlige signaler.

4.1 Signalgivning generelt: Der er 2 typer signaler
4.1.1 ORIENTERING
Disse signaler orienterer gruppen om, at der kan være fare på færde, f.eks. ”FORFRA” (bil forfra) eller ”HUL”(hul i vejen), og at rytterne skal være specielle opmærksomme på en specifik ting eller hændelse. Typisk vil disse orienteringssignaler komme fra de forreste eller bagerste i gruppen.

4.1.2 KOMMANDOER
Disse signaler fortæller gruppen, at nu skal den ændre adfærd, f.eks. ”PÅ EN-OG-EN (alle cykler på en række), ”HØJRE” (gruppen skal dreje til højre). Typisk vil disse kommandosignaler komme fra kaptajnen eller de forreste i gruppen (ved overgang til en-og-en).

Alle signaler skal afgives både VERBALT og VISUELT. Det betyder, at der skal RÅBES og MARKERES samtidig, så alle har muligheden for enten at HØRE og/eller SE signalet. Helst begge dele.

Alle signaler skal gentages af rytterne med det samme FREM og TILBAGE i gruppen, så alle bliver orienteret hurtigt.

Alle ryttere er ansvarlige for, at afgivne signaler bliver GENTAGET og EFTERFULGT.

De forreste er gruppens ØJNE og ØRER fremadrettet, og er ansvarlige for, at afgive de nødvendige og korrekte signaler rettidigt på ting eller hændelser der er foran gruppen.

De bagerste er gruppens ØJNE og ØRER bagudrettet, og er ansvarlige for, at afgive de nødvendige og korrekte signaler rettidigt på ting eller hændelser der er bagved gruppen.

Når kaptajnen/træneren afgiver et signal f.eks. ”VENSTRE - NÆSTE GANG” og vedkommende f.eks. cykler bagerst i gruppen, kan det være svært for kaptajnen at vurdere, om alle i gruppen har HØRT og FORSTÅET signalet. Derfor skal signalet gentages op igennem gruppen med det samme, og de 2 forreste skal straks række venstre hånd i vejret, så de markerer, at de har både HØRT og FORSTÅET signalet. Samtidig skal de gentage signalet mundtligt.  

Der skal kun afgives de nødvendige signaler. Hvis gruppen cykler på en bred landevej med midterstriber, er det f.eks. ikke nødvendige at signalere ”FORFRA”, hvis den bil der kommer forfra ikke udgør nogen risiko.
Det samme gælder, hvis der ligger lidt grus og småsten på vejen, på et tidspunkt hvor gruppen cykler ligeud. Så er det ikke nødvendigt at signalere ”GRUS” eller ”STEN”.
Signaler skal ikke give unødvendig uro i gruppen.

4.2 ORIENTERINGS SIGNALER:

·        ”FORFRA”
Det betyder, at gruppen skal være opmærksom på et køretøj FORFRA. Gruppen skal fortsætte med at køre på samme måde, men måske lige trække lidt tættere sammen.

·        ”BAGFRA”
Det betyder, at gruppen skal være opmærksom på et køretøj BAGFRA. Gruppen skal fortsætte med at køre på samme måde, men måske lige trække lidt tættere sammen.

·        ”FRI”
Hvis gruppen skal passere et vejkryds eller i det hele taget krydse en vej, er det vigtigt at der bliver kigget grundigt efter både forrest og bagerst i gruppen. Når gruppen kan passere vejen råbes der ”FRI”, hvorefter alle krydser vejen.

·        ”SE OP”
Det betyder, at gruppen skal være opmærksom på en forhindring forfra, der kan være til fare for rytterne. Det kan være en indsnævring af vejen eller en holdende bil. Der råbes f.eks. ”SE OP - TIL HØJRE”. Samtidig kan de forreste markere med et klap på højre balle og derefter vise med højre hånd, at gruppen skal trække lidt ud. Signalet skal gentages ned igennem gruppen.

·        ”HUL”
Det betyder, at der er et hul i vejen. Der råbes ”HUL” og samtidig markeres med højre eller venstre hånd til den side hvor hullet er. Pegefingeren peger i den retning hullet er.

·        ”GRUS”
Det betyder, at der ligger grus på vejen. Der råbes ”GRUS”, og samtidig markeres med højre eller venstre hånd til hvilken side der ligger grus. Der foretages en fejende bevægelse med hånden.

·        ”STEN”
Det betyder, at der ligger sten på vejen. Der råbes ”STEN”, og samtidig markeres med højre eller venstre hånd til hvilken side der ligger sten. Pegefingeren peger i den retning stenen er.

4.3 KOMMANDO SIGNALER:

·        ”PARADEKØRSEL”
Det betyder, at gruppen skal ændre køreform til PARADEKØRSEL.

·        ”RULLESKIFT”
Det betyder, at gruppen skal ændre køreform, således der foretages RULLESKIFT.

·        MED URET
Ved rulleskifte og vinden kommer ind fra højre, kan kaptajnen/træneren kommandere ”MED URET”, således rotationen forgår på den optimale måde i forhold til vinden.

·        MOD URET
Ved rulleskifte og vinden kommer ind fra venstre, kan kaptajnen/træneren kommandere ”MOD URET”, således rotationen forgår på den optimale måde i forhold til vinden.

·        ”VIFTEKØRSEL”
Det betyder, at gruppen skal ændre køreform til VIFTEKØRSEL.

·        ”HOLD TIL HØJRE”
I forbindelse med at der f.eks. kommer en bil, enten forfra eller bagfra, kan der kommanderes ”HOLD TIL HØJRE”. Det betyder, at gruppen skal trække lidt længere ind til højre på vejen, så vi fylder lidt mindre.

·        ”VENSTRE”
Det betyder, at gruppen skal dreje til VENSTRE. Signalet kan udbygges med ”VENSTRE – EFTER HUSET”, eller en anden nærmere præcis angivelse af, hvor holdet skal dreje.

·        ”HØJRE”
Det betyder, at gruppen skal dreje til HØJRE. Signalet kan udbygges med ”HØJRE – OM 200M”, eller en anden nærmere præcis angivelse af, hvor holdet skal dreje.

·        ”LIGE OVER”
Det betyder, at gruppen skal fortsætte LIGE OVER, f.eks. i forbindelse med et vejkryds eller i en rundkørsel.

·        ”2 NED”
Hvis farten i gruppen er for høj kan der f.eks. råbes ”2 NED”. Det betyder, at farten i gruppen skal sættes ned med ca. 2 km/t, fra f.eks. 30 km/t til 28 km/t. Farten skal nedsættes stille og roligt. De forreste fortsætter med at cykle, med træder lidt langsommere, så farten gradvis sænkes. Ingen pludselige opbremsninger!

·        ”3 OP”
Hvis farten i gruppen skal sættes lidt op, kan der f.eks. råbes ”3 OP”. Det betyder, at de forreste i gruppen stille og roligt skal sætte farten op fra f.eks. 30 km/t til 33 km/t.
Ingen pludselige accelerationer.

·        ”OPSAMLING”
Hvis der er spredning i gruppen kan der råbes ”OPSAMLING”. Det betyder umiddelbart, at tempoet skal sættes lidt ned i gruppen, således de bagerste kan komme op til gruppen. Når tempoet skal sættes ned, skal dette ske gradvist over en lidt længere strækning. Ingen pludselige opbremsninger.
Hvis der f.eks. råbes ”OPSAMLING PÅ TOPPEN”, betyder det, at alle skal standse på toppen af bakken og vente på de sidste. Kaptajnen/træneren siger til, når holdet skal starte igen ved at råbe SAMLET eller VI STARTER

·        ”PÅ EN RÆKKE”
Hvis der kommer et stort køretøj forfra eller bagfra, eller vejen er så smal, at vi ikke må må/kan køre paradekørsel eller rulleskifte, skal der råbes ”PÅ EN-OG-EN”. Det betyder, at gruppen som en lynlås skal flette sammen til én lang række.

·        ”DEFEKT”
Hvis der sker en punktering eller anden defekt i gruppen, råbes ”DEFEKT”. Det betyder, at alle i gruppen stille og roligt tager farten af cyklerne, stopper og orienterer sig om hvad der er sket. Kaptajnen/træneren beslutter hvornår og hvordan gruppen fortsætter.

”STOPPER”
Hvis gruppen skal stoppe helt op ved et vejkryds eller ved defekt, skal dette signaliseres i god tid. Der råbes ”STOPPER”, og samtidig rækker de 2 forreste den ene hånd i vejret, så alle kan se at der stoppes.

·        VI STARTER”
Hvis gruppen har været standset, sætter kaptajnen/træneren holdet i gang ved at råbe ”Er der nogen, som ikke er klar? (1 sek. pause) VI STARTER”.

 

 

5. Diverse 

5.1 Max 12 ryttere pr. hold

5.2 Start fra klubben

A-holdet samles før afgang fra klubben ved indgangsdøren

B-hold v. garagedøren

C-holdet v. cykelstativerne

 

5.3 CMV retningslinjer og kørestil opdateres af kaptajnsudvalget

 

5.4 Godkendt af kaptajnsudvalget 17 JAN 2022